23948sdkhjf

Eksperter: Regeringen bør sætte ind over for fuphjemmesider

Regeringen bør sætte hårdere ind over for udenlandske onlinevirksomheder, der snyder, anbefaler eksperter.

Regeringens vækstteam for handel og logistik har mandag afleveret 24 anbefalinger til regeringen, som skal gøre det lettere for danske virksomheder på handels- og logistikområdet at konkurrere med udlandet.

Rådene lyder blandt andet, at regeringen bør sætte ind mod ulige konkurrence fra udlandet og fjerne administrativt bøvl. Formanden for vækstteamet, Michael Løve siger:

- Den teknologiske udvikling og den fortsat stigende handel på nettet har allerede haft en kæmpe effekt på handels- og logistikerhvervet, og vi er blandt vækstteamets medlemmer ikke i tvivl om, at vi langt fra har set enden på de forandringer e-handel og globalisering vil medføre. 

- Derfor har det været vigtigt for vækstteamet at samles om en fælles vision: At Danmark skal fostre og styrke handels- og logistikvirksomheder, der kan vinde i den internationale konkurrence i både Danmark og udlandet, siger Michael Løve.

Vækstteamet peger på tre fokusområder: For det første skal væksten øges ved at Danmark bruges som brand. Og ved at virksomheder får bedre adgang til ny teknologi og nye forretningsmodeller.

For det andet skal regeringen arbejde for lige konkurrencevilkår nationalt og internationalt blandt andet ved, at der lukkes hurtigt ned for "fuphjemmesider".

Og for det tredje skal handels- og logistikvirksomhedernes hverdag forenkles med flere elektroniske transportdokumenter, lettere adgang til kvalificeret arbejdskraft og ved at muliggøre flere leveringer i ydertimerne med støjsvagt udstyr.

Markedsdirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft lægger vægt på, at anbefalingerne er en opfordring til regeringen om at tage et opgør med "momssnyd og manglende kontrol for produktsikkerhed", når der handles online.

- Selvom danske handelsvirksomheder er dygtige, er det blevet en stigende udfordring for dem at stå stærkt i konkurrencen, fordi deres udenlandske konkurrenter har haft for let ved at snyde med moms og produktsikkerhed. 

- De ulige konkurrencevilkår kan få afgørende konsekvenser for den danske handelssektor, fordi de risikerer at blive udkonkurreret, uanset hvor god en forretning de driver, siger Henrik Hyltoft.

Erhvervs- og vækstminister Rasmus Jarlov (K) vil nu se nærmere på anbefalingerne.

- Jeg glæder mig til at se nærmere på anbefalingerne og på, hvad regeringen kan gøre for at understøtte fortsat vækst hos de danske handels- og logistikvirksomheder, siger Rasmus Jarlov.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109